Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668

White Hawks tabte første nytårs derby

White Hawks tabte første nytårs derby

29.12.19

Det længe ventede nytårsbrag i Aalborg blev en fuser for Frederikshavn White Hawks. En katastrofal første periode blev afgørende. 5-1 lød de kedelige cifre på da opgøret var slut, og det er en kamp som høgene hurtigst muligt skal smide i skraldespanden.

Busben kan ikke være årsagen, for 65 km mellem Frederikshavn og Aalborg er blot en smuttur, men noget var der galt, da høgene for anden tv kamp i træk slet ikke kom ud til første periode. 4-0 stod der på måltavlen i Bentax Arena efter 20 minutter, og det lignede nærmest at januar udsalget allerede var startet.

Det begyndte ellers med en god Dane Fox chance, og sådan lidt hockey frem og tilbage mellem de to mål. Men efter godt ni minutter var der kasse til hjemmeholdet. Den nok mest omtalte hjernerystelse i Nordjylland de seneste uger, i form af Thomas Spelling, fik bevist, at han er i omdrejninger igen. Han drev selv pucken over blå linje, og så skød han pucken mellem benene på Galansky.

Otte minutter senere stod der 4-0 på tavlen, og White Hawks var ydmyget i første periode på det absolut værste sted af alle. Kabanov gjorde det til 2-0 på en foræring af høgene. Spelling til 3-0, inden den tidligere White Hawks spiller Thom Flodquist sendte det sidste søm i White Hawks kisten for første periode.

Det var ikke behageligt at være White Hawks fan på udebane i første periode, og der var nok at snakke om i omklædningsrummet i pausen, hvor Jari Pasanen og Frederik Åkesson skulle forsøge at bringe noget tro ind i spillerne.

Første træk af Pasanen var keeper bytte, hvor Jukuri overtog pladsen mellem stængerne. Han leverede nogle gode redninger i perioden, og samtidig så pausen ud til at have vækket vendelboerne. Der var mere saft og kraft hele vejen rundt, og man begyndte at få flere sammenhængende pasninger, hvilket havde været en mangelvare i første periode.

Mikkel Bertelsen fik en god chance, hvor pucken dansede på stregen bag George Sørensen. Men det hele hoppede piraternes vej i aften. To powerplay muligheder til Aalborg blev det også til i anden periode, men de blev aldrig sådan rigtig farlige. I stedet var det Nikolaj Krag der i undertal flot fik tilkæmpet sig pucken. Han fandt med en smuk pasning Anders Eriksson, og svenskeren driblede forbi George Sørensen og scorede sikkert.

4-1 efter anden periode i Aalborg, hvor 5000 tilskuere leverede en flot ramme om lokalopgøret. Stor respekt herfra skal der lyde til de mange White Hawks supportere der havde taget turen til Aalborg, og naturligvis også til de mange der fulgte kampen på TV 2 Sport. Jeres støtte er uvurderlig!

I starten af tredje periode fortsatte mareridtet, og efter nogle dumme White Hawks beslutninger stod Thom Flodquist med pucken foran mål, og smed skiven forbi en prisgivet Jukuri. 5-1 med 18 minutter igen i Bentax Is Arena.

Kort efter blev Søren Nielsen spillet blank foran George Sørensen, men det var symptomatisk for høgenes kamp i aften. Nielsen sendte pucken i maven på Pirates keeperen, og ærgrede sig gevaldigt. Desværre blev opgøret skæmmet af at der blev smidt genstande ind på isen. Halspeakeren opfordrede på det kraftigste til at få det stoppet omgående.

Nikolaj Krag blev spillet fri mod mål, men der blev lavet en slashing på ham. Lidt uforståeligt at der i den situation ikke blev dømt straffeslag. Powerplayet gav ikke scoring, og det hele endte ud i en Aalborg spiller lå på isen efter en tackling af Patrick Madsen.

Høgene forsøgte, og Bumagin, Fox og Frederiksen var igennem med flot spil, men da afslutningen skulle falde, blev pucken ikke ramt. Det var bare ikke dagen for White Hawks.

Der skete ikke mere, og spillerne skal nu hjem og gøre klar til morgendagens returkamp. Lad det være sagt med det samme. Det kan kun blive bedre!

Kampen i tal:
Aalborg Pirates – Frederikshavn White Hawks 5-1
(4-0)(0-1)(1-0)

09:22 1-0 Thomas Spelling (Morin)
12:59 2-0 Kirill Kabanov (Davison)
16:46 3-0 Thomas Spelling (Knudsen)
17:31 4-0 Thom Flodqvist (Kabanov & Carstensen)
39:08 4-1 Anders Eriksson (Christensen) SH
41:29 5-1 Thom Flodqvist (Hinse & Kabanov)

Skudstatistik: 36-26 (17-9)(8-7)(11-10)

Udvisninger:
Pirates: 4x2 min.
White Hawks: 3x2 min.

Tilskuere: 5000

Hovedommere: Michael Nielsen & Jacob Grumsen
Liniedommere: René Jensen og Claus Hansen

Af Michael Kristensen

Guldsponsorer


Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668
UH Logo Bred Uskyg Cmyk Copy
Stena Line Logo
Frederikshavnkommune Logo
Scanel Logo Noborder