Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668

White Hawks slog Herlev stort

White Hawks slog Herlev stort

11.12.18

Af Jesper Larsen

Den største glæde i Frederikshavn White Hawks-lejren var inden kampen mod Herlev Eagles den, at topscorer Dale Mitchell var med igen. Mitchell har været ude nogle uger, og selv om høgene egentlig har klaret sig fornuftigt uden deres es, så var hans tilbagekomst ventet med længsel.

Herlev kom til Frederikshavn med to friske nederlag til SønderjyskE og Herning i bagagen. Meget tyder på, at den opblomstring, Herlev havde i turneringens begyndelse, er i aftagende. White Hawks derimod har gjort rent bord i de sidste tre kampe, og Tadeas Galansky har holdt buret rent i to af kampene. Forsvaret har med andre ord set solidt ud, og til aftenens kamp var angrebet tillige styrket med Mitchell tilbage i førstekæden. Af lige præcis disse grunde var der store forventninger til at se et sprudlende hjemmehold.

Indledningsvist var det dog Herlev, der var bedst. I første periodes startminutter sværmede københavnerne omkring Galanskys mål, og der var et par småfarlige forsøg imellem. Men langsomt åd hjemmeholdet sig ind i opgøret, og Dale Mitchell fik en ret stor chance, da han kom næsten-fri. Magnus B. Hansen i Eagles-buret fik dog generet Mitchell nok til, at han ikke fik afsluttet ordentligt. Få minutter senere blev Mitchell udvist, og da han kom ind igen, viste han, at målinstinktet er intakt. En retur fra Hansen i målet endte hos Mitchell, og så var høgene foran. De hardcore White Hawks-fans, der befinder sig i Nordjyske Bank Arenas nordlige ende havde fra kampens start råbt på deres helt. Nu betalte han tilbage. Herefter fulgte nogle minutter, hvor det kunne være blevet til både 2 og 3 scoringer mere. Henri Auvinen havde eksempelvis en styring på overliggeren, og Mikkel Bertelsen – som denne skribent godt kan unde at lave en kasse - havde en kæmpe mulighed. Men der skulle en kaptajn til at sende White Hawks på 2-0. Et længere pres på Herlev, der startede som et powerplay, men fortsatte i fem mod fem, blev afsluttet med en glimrende scoring af Rasmus Søndergaard. Hans skud fra blue line så Magnus B. Hansen aldrig. Det sad i krydset, men blev godt hjulpet af stor trafik foran mål. Det tydede på en solid føring efter de første tyve minutter, og sådan var det også endt, hvis ikke Cam Spiro på falderebet havde taget en virkelig dum udvisning. Den udnyttede Brett Thompson nemlig til at reducere til 2-1. 15-7 til White Hawks på skudstatistikken.

I de første ti minutter af anden periode var publikum i Nordjyske Bank Arena vidne til en forholdsvis lige ishockeykamp. Men det stoppede, da Cam Spiro usvigeligt sikkert satte 3-1-scoringen ind. Spiro og Dale Mitchell har en god forståelse for hinanden, og det var deres samarbejde, der ledte til målet. Herefter faldt Herlev sammen, og små fem minutter senere var høgene også kommet på 5-1. Ian Brady satte nemlig et trækskud helt op i krogen hos Magnus B. Hansen, og sørme om ikke Mikkel Bertelsen fik scoret til 5-1. Bertelsen modtog en puck i venstre side, og han forvaltede den som om, han aldrig havde lavet andet end at være topscorer. Sikkert op i nettaget sad den puck, og unge Bertelsen blev forståeligt glad. Så tog Eagles Magnus B. Hansen ud og erstattede ham med Clint Windsor. Ikke flere mål i en periode, hvor Herlev ikke kom til ret meget og kun havde to skud mod Galansky.

Jens Henrik Tönjum er en rigtig arbejdsmand hos White Hawks. Han leverer altid et stort løbepensum, og i aften fik han også scoret et mål. Knap fire minutter inde i slutperioden satte Evan Jasper ham fint op, og Clint Windsor kunne ikke nå at sideforflytte sig. 6-1 til høgene, og som det hele udviklede sig, så var det ikke en kasse for meget. White Hawks havde fuldstændigt kontrol på kampen, og det kunne være endt endnu værre for Herlev. Mod slutningen blev der en ond atmosfære mellem flere af spillerne. Det gav en del udvisninger til begge sider. Til sidst cementerede Christopher Frederiksen overlegenheden. Hjemmeholdet vinder skudstatistikken knusende 45-15 og kampen 7-1.

Kampen i tal:

Frederikshavn White Hawks – Herlev Eagles 7-1 (2-1, 3-0, 2-0)

Målscorere:

9.13:                   1-0: Dale Mitchell (R. Søndergaard)

13.55:                 2-0: Rasmus Søndergaard (T. Søndergaard, Mølgaard)

19.35:                 2-1: Brett Thompson (Thörnberg, Quist)

31.35:                 3-1: Cam Spiro (Mitchell)

36.03:                 4-1: Ian Brady (Tönjum)

36.22:                 5-1: Mikkel Bertelsen (Topholt, Piroutek)

43.57:                 6-1: Jens Henrik Tönjum (Jasper, Suistio)

59.21:                 7-1: Christoffer Frederiksen (Suistio, Boysen)

Tilskuere: 1116

Guldsponsorer


Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668
UH Logo Bred Uskyg Cmyk Copy
Stena Line Logo
Frederikshavnkommune Logo

OBS ! Vores hjemmeside bruger cookies.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere, klik her.