Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668

White Hawks på svær mission i Esbjerg

White Hawks på svær mission i Esbjerg

13.11.19

Af Jesper Larsen

Frederikshavn White Hawks indledte dette års Metal Liga på ret fornem vis. En overgang havde holdet skilt sig ud fra alle de andre sammen med Aalborg Pirates, og i det sidste møde mellem netop de to klubber, var førstepladsen faktisk på spil. Havde høgene vundet i Gigantium ved den lejlighed, ville de samtidig have sat sig som ligaens duks. Nu gik det anderledes i den kamp, og det er heller ikke for meget sagt, at det siden har været en smule ned ad bakke for frederikshavnerne. Den foreløbige kulmination på den svage formkurve kom så i tirsdagens kamp mod Rødovre, hvor et noget spagt og uskarpt White Hawks-hold måtte se Mighty Bulls rejse tilbage mod hovedstaden med en 4-1 sejr. Der i øvrigt var helt fortjent.

Torsdag aften- på det noget udsædvanlige tidspunkt klokken 18.00 – skal Jari Pasanens tropper så forsøge at få reetableret en god stime. Høgene skal til Esbjerg, og det tegner på forhånd svært. Noget tyder på, at Mark Pederson – den esbjergensiske coach – og hans assistent Thor Dresler er ved at få styr på tropperne. Esbjerg Energy indledte dette års Metal Liga historisk svagt, og man var slet ikke i nærheden af at kvalificere sig til Final 4. Men nogle gode præstationer på det seneste, og måske især en sikker sejr i Herlev i tirsdags, har garanteret boostet de gules selvtillid. White Hawks har virkelig brug for at steppe up nu. Nederlag i Esbjerg betyder, at Energy – der aktuelt er på Metal Ligaens 7. plads - kun er et enkelt point efter høgene, og et nederlag vil også betyde, at både Herlev Eagles, SønderjyskE og Rødovre Mighty Bulls vil kunne overhale White Hawks, hvis de vinder deres næste kampe. Pludselig ser placeringen i top 4 ud til at være i fare. Det må selvfølgelig ikke ske, så derfor skal der helst point med hjem fra Esbjerg.

Kampen spilles som sagt klokken 18.00. Du får et fyldigt referat på White Hawks´ hjemmeside, så snart kampen er afsluttet.

Guldsponsorer


Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668
UH Logo Bred Uskyg Cmyk Copy
Stena Line Logo
Frederikshavnkommune Logo
Scanel Logo Noborder