Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668

Nyt hjemmenederlag til White Hawks

Nyt hjemmenederlag til White Hawks

19.11.19

Af Jesper Larsen

Klassisk spørgsmål: er det en fordel virkelig at have været i omdrejninger over en længere periode, eller kan man profitere af at have holdt nogle dages pause? Tjah, synspunkterne både for og imod skulle stå en prøve i aftenens opgør i Nordjyske Bank Arena mellem Frederikshavn White Hawks og SønderjyskE, for Mario Simionis tropper har brugt det meste af weekenden på at spille Continental Cup – med stor succes i øvrigt – mens White Hawks spillede fredag aften og siden har kunnet træne og restituere.

White Hawks var som sagt i Esbjerg fredag aften, og resultaterne havde ikke været med frederikshavnerne inden mødet med vestjyderne. Kun en enkelt sejr over SønderjyskE – der i øvrigt betød, at man definitivt kvalificerede sig til Final 4 – var det blevet til i seks kampe. Men vendepunktet kom mod Energy, hvor høgene ciffermæssigt vandt sikkert. Det blev 4-0, og det var den form, der skulle bygges videre på mod SønderjyskE.

Det sker meget sjældent – som i næsten aldrig – at White Hawks kun har to skud på mål i den første periode. Men det skete i aften, og tilskuerne skulle igennem hele 18 minutters hockey, før det første forsøg på Nikolaj Henriksen blev sat ind. I det hele taget artede kampen sig specielt. Perioden tog kun 23 minutter, der var sølle otte spilstops undervejs, og publikum oplevede blandt andet en spilsekvens på mere end fem minutter uden afbrydelse. Og man behøver ikke tage en Master i noget som helst for at konstatere, at høgene ikke var gode i de første tyve minutter. Det hang bare ikke sammen i hverken den ene eller den anden ende. SønderjyskE var en my bedre, og derfor kunne de også gå til pause foran 1-0. Sløseri i hjemmeholdets zone førte til, at pucken ikke kom så langt væk, som det var tænkt, og så kunne Mathias B. Hansen udnytte Daniel Madsen gode pasning til at passere Samuel Jukuri i høgekassen. Hjemmeholdets Aleksandr Bumagin fik mod slutningen en stor mulighed for at udligne, men skuddet gik forbi Henriksens mål. Og så er der egentlig ikke behov for at bruge mere krudt på den periode. Høgene var dårlige og kunne se frem til en alvorssnak i omklædningsrummet.

Det blev en smule bedre i den anden periode for hjemmeholdet. Skåret ind til benet, så kunne det heller ikke blive værre. Indledningsvis gav man igen SønderjyskE nogle muligheder efter store fejl i egen zone. Phil Lane kom eksempelvis alene igennem efter sådan en fejl fra Dane Fox, men Samuel Jukuri viste endnu en gang, at han er en god erstatning for Tadeas Galansky. Første gang White Hawks for alvor fik bidt sig fast i SønderjyskE-zonen fik de også scoret. Nicolaj Henriksen reddede et par forsøg, men pucken forblev på høge-stave, og til sidst kunne Mads Larsen sende en puck ind i kassen til 1-1. Men troede man, at startskuddet til et større hjemmebanepres så var sat i gang, så tog man fejl. Igen skiftede momentum, og SønderjyskE tog over. Knap halvandet minut efter udligningen var de igen foran. Målscorer var Phil Lane, der fik lov til at skubbe pucken over stregen, efter at Jukuri ellers havAnthode reddet i første omgang. Dane Fox – hjemmeholdets canadier – virker en smule ved siden af sig selv i øjeblikket. Han er ikke lige heldig med sine aktioner. Kort efter målet til SønderjyskE fik han en stor mulighed, men i stedet for at få afleveret til en medspiller, prøvede han selv fra en alt for skarp vinkel, og så blev det for nemt for Henriksen. Mod slutningen kom aftenens første udvisning til SønderjyskE. Mads Lund måtte ud for en slashing, men der var kun 33 sekunder tilbage på uret, og høgene nåede ikke at sætte et powerplay op.

De to første perioder går ikke over i historien, og man kan roligt sige det samme om den sidste. Høgene ville egentlig gerne, men de kunne ikke. SønderjyskE kunne i flere situationer have øget føringen, hvis ikke det havde været for Jukuri, og i den anden ende var der alt for lidt fare på færde. White Hawks fik en mulighed i powerplay, da Anthony Nigro røg ud for trippint, men den forvaltede man dårligt, for Dane Fox blev kort efter sendt samme vej for en hooking i offensiv zone. Det var slet ikke godt. I slutminutterne blev det en anelse spændende, og da Jari Pasanen tog Jukuri ud og erstattede ham med en ekstra markspiller kom der et par chancer. Den største tilfaldt Dane Fox, da Nikolaj Henriksen var ude af sit mål, men Fox´ stok knækkede og så løb det hele ud i sandet. SønderjyskE vinder 2-1 i Frederikshavn, og White Hawks skylder snart sit hjemmepublikum en hel masse. De bliver godt nok ikke forkælede i øjeblikket.

Kampen i tal:

Frederikshavn White Hawks – SønderjyskE 1-2 (0-1, 1-1, 0-0)

Målscorere:

14.56                  0-1: Mathias B.Hansen (Madsen)

27.12                  1-1: Mads Larsen (Eriksson, Bertelsen)

28.59                  1-2: Phil Lane (Sharp)

Guldsponsorer


Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668
UH Logo Bred Uskyg Cmyk Copy
Stena Line Logo
Frederikshavnkommune Logo
Scanel Logo Noborder