Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668

KAN WHITE HAWKS RYSTE PIRATES?

KAN WHITE HAWKS RYSTE PIRATES?

08.03.18

Af Jesper Larsen

Hvad skal man egentlig sætte sin lid til? Som fan af Frederikshavn White Hawks kan det være svært at se, hvordan høgene kan komme ud af et kvartfinale- og prestigeopgør mod lokalrivalerne fra Aalborg Pirates med mere end skindet på næsen. For holdet har – ærligt talt – ikke leveret varen i et stykke tid. Især hjemme i Nordjyske Bank Arena har det knebet gevaldigt med at få spillet til at flyde, og i denne sæson har man flere gange oplevet det yderst sjældne, at hjemmepublikummet højlydt har ytret sin utilfredshed med sit eget hold. Den dårlige hjemmebanestatistik med hele 13 nederlag sammenholdt med en ekstrem dårlig udnyttelse af powerplay-situationerne gør det svært at tro, at White Hawks kan skade Aalborg Pirates seriøst. 

Når man alligevel skal tage ovenstående med et gran salt, så er det naturligvis fordi, et par af sportens klichéer nødvendigvis må komme i spil. Den første handler om, at lokalopgør er noget særligt, og at alt kan ske i dem. Og selv om det altså er konstateret ofte, så er der noget om snakken. De lever sit eget liv, de kampe, og dagsform og viljen til sejr spiller for alvor en rolle. Når Herning Blue Fox´ spillere løber ind til kamp i Kvik Hockey Arena mødes de af teksten: Vilje slår talent. White Hawks har i den grad brug for at vise viljen, men ethvert hold, der gør det kan til gengæld også få vinger. Så her er første livline at klamre sig til. 

En anden kliché handler om et uforløst potentiale. Det er min opfattelse – og måske står jeg alene med den, men nervermind – at White Hawks kan mere, end man har vist. Nogle kampe – ikke mange, men nogle – har vist, at holdet rummer store kvaliteter. Det bedste eksempel er vel hjemmekampen mod Herning Blue Fox. Høgene væltede målene ind, og det ene var mere gennemspillet end det andet. Den kamp var afgjort efter fire minutter, og Nordjyske Bank Arena – som da hed Scanel Hockey Arena – var et stort inferno af klappepølser og overstrømmende glæde. Der er spillere på høgeholdet, der kan rykke vildt, når det er mest nødvendigt. Vi har set det i glimt i sæsonen. Kan de få gejsten, gnisten og gå-på-modet tilbage, så er her anden livline at klamre sig til.

Og hvorfor skulle tingene egentlig ikke gå op i en højere enhed i kvartfinalen? Aalborg Pirates har valgt Frederikshavn White Hawks, og det er alligevel noget af et sats. White Hawks med medaljer de sidste fem år i træk bliver valgt af Aalborg Pirates? Vil det vise sig at være lige så grotesk forkert, som det valg Pirates foretog sidste år, hvor Gentofte Stars sendte dem ud? Og hvordan reagerer spillere og trænere på, at ærkerivalen peger dem ud ved første givne lejlighed? Isn´t that something? Er det ikke et slag lige der, hvor det gør aller mest ondt? Og skal der ikke gives igen på den presball?

Nå, det kan gå begge veje, tror jeg, men i en optimistisk stund kan scenariet se ret tilforladeligt ud. ”Når Danmark stander i våde, så vil Holger Danske vågne op til dåd”, lyder sagnet. Jeg ser for mit indre, at her hvor vi frederikshavnere mest af alt kunne tænke os det, vågner White Hawks for alvor og sender Brandon Reid, Ronny Larsen og Thomas Bjuring i skammekrogen med endnu et tidligt kvartfinaleexit. Og sådan kom jeg frem til, at jeg faktisk tror på skidtet. Det starter i morgen, og fra nu af glæder man sig kun. Nu rykker vi sammen i bussen. Kom så, for pokker da.

Kampen spilles klokken 19.30, og du får den bedst mulige lejlighed til at følge sagerne, selv om du ikke kan være til stede i Gigantium. Michael Eriksson leverer som sædvanligt livekommentarer på Facebook, og så er det som at være der selv.

Guldsponsorer


Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668
UH Logo Bred Uskyg Cmyk Copy
Stena Line Logo
Frederikshavnkommune Logo

OBS ! Vores hjemmeside bruger cookies.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere, klik her.