Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668

Høgefans vil smide tøjet i lokalbrag

Høgefans vil smide tøjet i lokalbrag

11.10.18

 

Af Jesper Larsen

Det er ikke til at komme uden om, at denne sæson har udviklet sig helt efter en White Hawks-fans ønsker. Høgene vinder mange kampe, og man præsterer stabilt både ude og hjemme. Hvis man har for vane at nærstudere diverse statistikker og tabeller, der viser Metal Liga-spillernes gøren og laden, så frydes man i disse stunder. White Hawks gør sig fint gældende på flere af dem, og helt væsentligt finder man holdet på ligaens andenplads. Ni kampe har givet hele tyve point, og nyerhvervelsen fra Odense Bulldogs, Dale Mitchell, topper listen over de mest scorende. Det kan stort set ikke være bedre. Ingen fattede, hvordan holdet i sidste sæson kunne tabe hele 18 hjemmekampe. Men heldigvis er hukommelsen kort, og de triste fakta synes at forsvinde i tågerne af den storartede indledning på denne sæson.  

Nu er situationen så den, at Frederikshavn White Hawks for alvor byder ind på at være part, når sæsonens første store pokal skal uddeles. Det store Final 4-arrangement – som høgene glippede sidste år – er absolut inden for rækkevidde. De fire bedste efter de første 18 afviklede runder deltager som bekendt, og høgene har med sine 20 point ni mere end SønderjyskE, der aktuelt er nummer fem og altså lige uden for Final 4-deltagelse. Det begynder at ligne noget, man ser frem til.

Lige præcis derfor har fredag aftens lokalopgør mod Aalborg Pirates også fået en ekstra dimension. Som om det var nødvendigt. Kampe mellem White Hawks og Aalborg Pirates har altid flere lag, og der er kæmpe prestige forbundet med dem. Men selvfølgelig spekulerer begge mandskaber i at kunne kvalificere sig til Final 4, og de vil nok begge hævde, at det kræver tre point i lokalopgøret.

Gigantium Isarena har skiftet navn til Bentax Arena, og her møder White Hawks op med realistiske forventninger om at kunne true et stærkt hjemmehold, der sidste sæson vandt alt, der var at vinde. Aalborg Pirates´ forsvarende mestre havde en vanvidssæson, hvor alt flaskede sig. Det var mere end fortjent, at man vandt mesterskabet. Når White Hawks alligevel må tilskrives gode chancer for at hive en sejr med hjem, så skyldes det flere ting. For det første tæller det stort på selvtillidsbarometeret, at høgene vandt denne sæsons første lokalslag. Det blev som bekendt 2-1 hjemme i Nordjyske Bank Arena. For det andet har frederikshavnernes sæsonindledning i det hele taget vist, at man er en meget stærkere enhed end sidste år. Man kan sige meget om Mario Simioni, men man kan ikke negligere, at han aldrig fik det optimale ud af sine spillere. Det er Jari Pasanen foreløbig lykkedes meget bedre med, og White Hawks fremstår i dag som et hold, der ikke giver op. Og det har allerede givet mange point. Senest var man bagud længe mod Hvidovre Fighters, men endte med at vinde solidt. Og endelig peger det også i White Hawks´ favør, at Pirates af hensyn til sin deltagelse i Champions Hockey League har måttet toppe formen hos mange spillere ret tidligt. Set fra min stol har Pirates klaret sig flot i CHL, og man har blandt andet fået nogle uventede point mod østrigske og schweiziske modstandere. Tennisnederlaget til Frölunda forleden trækker i den modsatte retning, men her bør man huske, at modstanden var af den ypperste slags. Alt i alt er min påstand, at Pirates-spillerne er en smule slidte efter CHL-deltagelsen og tidlig formtop. Det kan White Hawks udnytte.

Kasper Kristensen – den solide back hos White Hawks – røg desværre ind i en slem skade i udekampen mod Herlev. En skøjte skar hans akillessene over, og han er væk i de næste mange måneder. Mads Larsen er jo stadig ude, så derfor blev der handlet hurtigt for at skaffe en erstatning. 20 årige Santeri Suistio er kommet ind på holdet, og han var med allerede i Hvidovre-kampen forleden.

Mange frederikshavnske fans tager traditionen tro turen til Aalborg, og fanklubben meddeler, at den vil skabe en vild stemning i den hal, der så ofte har genlydt af ordene: For her regér FIK. Det forlyder, at høgefansene vil smide et stykke beklædning på isen for hver White Hawks-scoring, som Ronan Quemener i Pirates-målet må lukke ind. Og så vidt jeg har forstået det, så er man ikke bange for at skulle stå nøgne tilbage. Jeg ved ikke, om jeg umiddelbart vil synes om synet, men mange mål til White Hawks er i hvert fald helt i orden.

Og så skal du slutteligt vide, at flittige Michael Eriksson Kristensen også har taget turen til Aalborg. Han leverer liveopdatering via Facebook, så har du ikke mulighed for at være fysisk til stede i hallen, så kan du få det næstbedste: direkte informationer fra White Hawks´ webteams mand på stedet.

Og så er der kun tilbage at ønske god kamp. Og høgesejr.

Guldsponsorer


Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668
UH Logo Bred Uskyg Cmyk Copy
Stena Line Logo
Frederikshavnkommune Logo

OBS ! Vores hjemmeside bruger cookies.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere, klik her.