Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668

Flot sejr sender White Hawks på andenpladsen

Flot sejr sender White Hawks på andenpladsen

02.10.19

Af Jesper Larsen

Frederikshavn White Hawks tog her til aften endnu en flot skalp i Metal Ligaen. Søndagens fine 6-4 sejr over Herning Blue Fox blev fulgt op af en solid og ret sikker 3-1 sejr i Frøs Arena i Vojens over SønderjyskE, og høgene overhaler dermed sønderjyderne i tabellen og tager ligaens andenplads.

Den første periode går ikke over i historien som en af de mest spændende og tempofyldte. Hjemmeholdet var indledningsvist mest aggressive og skudstatistikken var klart i deres favør. I den anden periode ændrede tingene sig. SønderjyskE havde et powerplay med over fra slutningen af den første periode, men det kom der ikke scoringer ud af. Til gengæld kunne flittige Christopher Frederiksen kort efter bringe White Hawks foran. Det skete uassisteret. Små fem minutter senere blev det også 2-0 til frederikshavnerne, og det mål var ret vigtigt. Både for kampen isoleret set, men især fordi det blev scoret af Dane Fox. Der har alt for længe været talt om, at han endnu ikke har fået sat sin første kasse ind, men nu kom den, og forhåbentlig er Fox for alvor kommet i gang. White Hawks sad i det hele taget på den anden periode, og det hjalp heller ikke Mario Simionis tropper, at de tog mange udvisninger.

De sidste 20 minutter handlede for høgene om at holde fast i føringen. Der var 1861 tilskuere på plads i Vojens, og de kunne konstatere, at det slet ikke var et problem. Tværtimod øgede Nikolaj Kragh Christensen til 3-0, da han med små 7 minutter igen kunne score uassisteret. Det mål lukkede kampen, og selv om Steffen Frank fik reduceret et minut før tid, så var sejren aldrig i fare. White Hawks slår SønderjyskE 3-1, tager ligaens andenplads og henter for anden kamp i træk ind på Aalborg Pirates på førstepladsen. Høgene er fem point efter, men har en kamp i hånden. Med en sejr i den kan man roligt påstå, at de to nordjyske hold har skabt et hul til alle de andre. Det er der perspektiver i. Og så var der for resten debut til den nye White Hawks back Logan Pyett. Ham kan man stifte nærmere bekendtskab med allerede fredag aften, hvor høgene hjemme tager imod Esbjerg. Det ligner en kamp, der bliver velbesøgt.

Kampen i tal:

SønderjyskE – Frederikshavn White Hawks 1-3 (0-0, 0-2, 1-1)

Målscorere:

22.11                  0-1: Christopher Frederiksen

27.11                  0-2: Dane Fox (Larsen, Eriksson)

53.01                  0-3: Nikolaj Kragh Christensen

58.56                  1-3: Steffen Frank (Lund)

Tilskuere: 1861

Guldsponsorer


Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668
UH Logo Bred Uskyg Cmyk Copy
Stena Line Logo
Frederikshavnkommune Logo
Scanel Logo Noborder