Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668

Dale Mitchell slog Odense

Dale Mitchell slog Odense

16.11.18

Af Jesper Larsen

Frederikshavn White Hawks var storfavoritter hos bookmakerne inden opgøret mod Odense Bulldogs. Holdet gave pengene beskedne 1.16 igen hos Danske Spil, og det syntes på forhånd at være meget lidt. De to hold spiller normalt meget tætte opgør, og Odense Bulldogs-spillerne er slet ikke uvante med at vinde i Frederikshavn. Men – og det skal med – sidst det skete, var Bulldogs repræsenteret af spillere som Dale Mitchell og Tadeas Galansky. De to er som bekendt nu på holdlisten hos frederikshavnerne, så deri lå måske en årsag. Sammen med det faktum selvfølgelig, at Odense har været Metal Ligaens ringeste hold indtil nu. Inden opgøret i Nordjyske Bank Arena havde man kun skrabet 14 point sammen.

Indledningen på den første periode var ret intens. Hjemmeholdet tog teten, og Cam Spiro fik en stor chance efter får sekunders spil. Han fik et åbent mål at sætte pucken ind i, men desværre for ham og holdkammeraterne ramte han pucken skævt, og den røg ved siden af målet. I det hele taget viste kampens start og perioden som helhed, at hjemmeholdet havde noget at revanchere. Det ret kedelige 2-8 nederlag til Rungsted Seier Capital umiddelbart inden landsholdspausen skulle viskes bort, og især høgenes førstekæde fik produceret gode muligheder. White Hawks´ spilovertag var ret massivt, og Teemu Seppänen i Bulldogs-målet var på hårdt arbejde. På fornem vis forhindrede Seppänen, at Evan Jasper og siden Mikkel Bertelsen fik scoret. Især Jaspers mulighed var stor, og selv om han har fin energi og kæmper for sagen, så må man konstatere, at han scorer for lidt. Det samme kan man til gengæld ikke sige om Dale Mitchell, og ham skal man ikke tillade en åben chance. Så scorer han nemlig, og det var præcis hvad der skete, da en løs puck pludselig lå for hans stok. Så var hjemmeholdet foran, og det var på alle måder fortjent. Odense bød ikke ind med meget, og man forstod godt, at de i denne sæson har lagt ryg til store nederlag på udebane. Selv om høgene kun førte med en enkelt pind efter de første tyve minutter, så anede man konturerne af en storsejr. Skudstatistikken sagde 15-5 i høgefavør.

Det kan godt være, at Dale Mitchell mødte sine gamle venner fra Odense, men helt venskabelig var han nu ikke over for dem. I løbet af anden periodes første syv minutter havde han scoret yderligere to gange og fik altså dermed noteret et klokkeklart hattrick. Mitchell bragte White Hawks på 2-0, da han opsnappede en historisk dårlig pasning fra Bulldogs-backen Vojtech Komarek. Og 3-0 blev det, da Mitchell styrede en puck fra Ian Brady i kassen. Så tog Odense timeout, men hjemmeholdet fortsatte med at producere store chancer. Man sad imidlertid med det indtryk, at næsten uanset hvor store mulighederne blev, så var det kun Dale Mitchell, der kunne sende skiven det sidste stykke ind. Thomas Søndergaard og brormand Rasmus Søndergaard må ærgre sig, for de fik begge kæmpechancer uden at kunne score. Thomas Søndergaard havde en del muligheder, men Rasmus fik den største, da Seppänen var spillet helt væk og målet åbent. Den overplacerede høgekaptajnen. Hjemmeholdet sad igen på det hele, og i anden periode var Odense yderst sjældne gæster hos Galansky. Det bliver ved 3-0, og det skal Odense prise sig lykkelige for.

I to perioder dominerede Dale Mitchell løjerne. I den tredje udgik han med en skade. En tackling bag Odenses mål ramte topscoreren så uheldigt, at han måtte hjælpes fra banen. For White Hawks må man håbe, at der ikke var tale om noget alvorligt. Dale Mitchell bliver svær at undvære. Og så blev den tredje periode noget af en ørkenvandring. Med Mitchells skade forsvandt også målene, og så endte opgøret med en fortjent 3-0 sejr til White Hawks.

Kampen i tal:

Frederikshavn White Hawks – Odense Bulldogs (1-0, 2-0, 0-0)

Målscorere:

14.05:                 1-0 Dale Mitchell (Jasper)

25.09:                 2-0 Dale Mitchell

27.26:                 3-0 Dale Mitchell (Brady, Spiro)

Guldsponsorer


Csm N.bank.logo B43db58462
Csm P.c.logo 3907d18f4a
Csm F.havn.logo 6c7496d668
UH Logo Bred Uskyg Cmyk Copy
Stena Line Logo
Frederikshavnkommune Logo

OBS ! Vores hjemmeside bruger cookies.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere, klik her.