|
White Hawks tabte i Odense
Der var drama for alle pengene, da White Hawks smed en 3 måls føring væk og tabte dagens kamp 5-4 i Odense.
|
| ![]() |
Frederikshavn White Hawks fik ellers en drømmestart på aftenens kamp, hvor de fremmødte tilskuere næppe havde fundet sig til rette i hallen, før der stod 0-1. Sølle 13 sekunder var der spillet da Kristoffer Jonsson åbnede ballet. Så ingen kunne vist være i tvivl om at White Hawks mødte op til kampen med masser af kampgejst. Hjemmeholdet fik senere i perioden chancen i et powerplay, men det blev bare til et par forsøg fra Morten Smedegaard og Mathias Thinnesen.
Mens første periode var en målfattig affære med blot en enkelt scoring, kom der efterhånden gang i måltavlen i anden og tredje periode. Godt halvvejs i kampen kunne Greg Jacina give White Hawks en 2-0 føring og han blev 6 minutter senere fulgt op af Nikolaj Nedermark med en scoring til 3-0. Med en føring på 3 mål og under 25 minutter tilbage af den ordinære spilletid lignede det en White Hawks reducering til 2-1 i kvartfinaleserien. - Men om de 3 mål var en sovepude for White Hawks spillere skal være usagt, pludselig gik det stærkt hos hjemmeholdet, næsten for stærkt.
Inden anden periodes udløb kunne den tidligere White Hawks spiller Morten Smedegaard reducere til 1-3 på et powerplay mål, da Steffen Klarskov afsonede 2 minutter. - Tredje periode var kun 31 sekunder gammel, da Mads Bech Christensen måtte en tur i udvisningsboksen, for forsinkelse af spillet. Blot 2 sekunder før Mads havde afsonet sin straf, kunne Morten Andreasen reducere til 2-3.
Hjemmeholdet jagtede nu en udligning og den kom halvvejs i tredje periode, da Mathias Thinnesen fik pucken ekspederet ind bag Miroslav Lipovsky. Men herved var trængslerne ikke slut for White Hawks, blot 2 minutter senere kunne Morten Andreasen med sin anden scoring i kampen give hjemmeholdet en 4-3 føring.
Efter at have sat en 3 måls føring over styr på 17 minutter, var det nu virkelig op af bakke for White Hawks. Selv et powerplay til White Hawks kunne ikke bringe balance i målregnskabet. Da Greg Jacina med lidt over 2 minutter igen af tredje periode fik en udvisning, så det virkeligt svært ud for gæsterne. Men trods alle odds lykkedes det Mads Bech Christensen at udligne i boxplay og holdene måtte herefter ud i forlænget spilletid.
Modsat grundspillet, spilles forlænget spilletid i play-off til første scorede mål. 4 minutter inde i fjerde periode fik hjemmeholdets Tyler Gotto en udvisning, så White Hawks kunne spille 4 mod 3. Men endnu en gang måtte man sande at overtalssituationerne ikke har gået White Hawks vej i dette play-off. Inden hjemmeholdet blev fuldtallige måtte Mads Bech Christensen igen en tur i udvisningsboksen Så Odense Bulldogs kunne kort efter komme i overtal, da Tyler Gotto havde afsonet sine 2 minutter. Fynboerne har ingen problemer i overtal og heller ikke denne gang, hvor det lykkedes Rob Ricci at afgøre kampen små 8 minutter inde i perioden.
Fuldt fortjent sejr til et Odense mandskab der på intet tidspunkt i kampen gav op, heller ikke da man var bagud med 3 mål !
Næste kamp i serien er på torsdag i Scanel Hockey Arena. Her SKAL White Hawks vinde, ellers er der dømt sommerferie...
Kampen i tal:
Odense Bulldogs – Frederikshavn White Hawks 5-4
(0-1)(1-2)(3-1)(1-0)
00:13 0-1 Kristoffer Jonsson (Rumpel & M.B. Christensen)
28:17 0-2 Greg Jacina (Sarauer)
34:26 0-3 Nikolaj Nedermark (Grey)
36:48 1-3 Morten Smedegaard (Gotto & Hersby) PP
42:29 2-3 Morten Andreasen (Mårs & Ricci) PP
50:39 3-3 Mathias Thinnesen (Sundin & Smedegaard)
51:36 4-3 Morten Andreasen (Ricci & Mårs)
58:31 4-4 Mads Bech Christensen (Klarskov & Schioldan) BP
57:56 5-4 Rob Ricci (Andreasen & Gotto) PP
Skudstatistik: 49-33 (13-9)(11-11)(19-8)(6-5)
Udvisninger:
Bulldogs: 3x2 min
White Hawks: 7x2 min
Tilskuere: 1407
Hoveddommere: Jan Bigum & Rasmus Toppel
Liniedommere: Ole Brennalt & Thomas Buchardt Andersen














