Hovedsponsorer:
Guldsponsorer:
Dato: 03.05.2017
Læst: 2395 gang(e)

Svendsen og Kristiansen søger nye udfordringer

Der sker ting og sager på markedet for ishockeyspillere i disse dage, og uger. Her i Frederikshavn arbejdes der også på højtryk for at få truppen til den kommende sæson på plads, og det sker med både tilgang og afgang.

Flere har nok læst på diverse hockeysites, at Christian Kristiansen efter to sæsoner i Vendsyssel har valgt at flytte tilbage til Sverige.

-Mit stop i Frederikshavn har noget med mit privatliv og skole at gøre. Jeg har intet dårligt at sige om Frederikshavn, hvor jeg blev taget godt imod, og har fået venner for livet. Min tid i Frederikshavn har været rigtig god, og jeg har nydt min tid i det nordjyske, lyder det fra Christian Kristiansen.

Vi vil gerne takke Christian for den store indsats i de sidste to sæsoner, og ønsker ham held og lykke med sin karriere i det svenske.

Derudover har Sebastian Svendsen valgt at flytte hjem til København. Svendsen har ligeledes spillet to sæsoner i Frederikshavn, og har altid haft en meget professionel indstilling til tingene.

-Jeg har været rigtig glad for at være heroppe. Både holdet, alle omkring, og organisationen har været rigtig godt. Men jeg føler at tiden er inde til at søge nye udfordringer, lyder det fra Svendsen, der ikke udelukker på et tidspunkt i fremtiden igen at optræde for White Hawks.

-Hvad der sker i fremtiden kan man ikke spå om, lyder det med et smil fra københavneren.

Vi ønsker ligeledes Sebastian held og lykke med sin karriere, hvor end den fortsætter.

Af Michael Eriksson Kristensen