Hovedsponsorer:
Guldsponsorer:
Dato: 11.08.2017
Læst: 1641 gang(e)

Sejr til White Hawks i årets første træningskamp

Af Jesper Larsen

Fredag aften afviklede Frederikshavn White Hawks årets første træningskamp. Norske Manglerud Star er på en kortere danmarksturne, og holdet leverede fin modstand til et White Hawks-hold, der af helt naturlige årsager ikke er i omdrejninger endnu. En noget rodet første periode sluttede uden mål, og der var heller ikke de store målchancer at skrive hjem om. De, der trods alt var, stod nordmændene for. Svenske Henrik Eriksson var dog tæt på at sætte uofficiel verdensrekord i at debutere stærkt. Han affyrede et skud mod det norske mål efter kun fire sekunder.

I anden periode var der en anelse mere gang i sagerne. White Hawks tog en del udvisninger, og det satte Manglerud i stand til at presse hjemmeholdet i mange sekvenser. Udeholdet kom foran efter små otte minutters spil af perioden. Per Kristian Person eksekverede på forarbejde af Joachim Hermansen. Med fem minutter igen var hjemmeholdet atter en mand mindre på isen, men i stedet for et større norsk pres lykkedes det for nyerhvervelsen Anthony Deluca at få presset den norske keeper til at begå en stor brøler, og siden havde Deluca ikke problemer med at lægge pucken ind i det tomme net.

White Hawks bragte sig foran efter 7 minutter af den tredje periode. Henrik Eriksson var cool og ventede til det rette øjeblik med at servere en lækker pasning til Simon Grønvaldt, der næsten ikke kunne undgå at score. Kun et minut senere fik Jens Henrik Tönjum en stor chance, der blev konverteret til et straffeslag. Tönjum tog det selv, men brændte. Det blev 3-1 til høgene på endnu en keeperfadæse. Målscorer var Roberts Jekimovs. Mere blev det ikke til, og White Hawks fik en fin indledning på en i år ekstraordinær lang sæson.

Hjemmeholdet var til aftenens kamp uden Thomas Lillie, Thomas Larsen og Mark Hurtubise.