Hovedsponsorer:
Guldsponsorer:
Dato: 10.09.2017
Læst: 2395 gang(e)

Overtidssejr i Rødovre.

Anthony Deluca stod for den første White Hawks scoring i Rødovre.

Frederikshavn White Hawks sikrede sig 2 points, da holdet i dag gæstede Rødovre Skøjte Arena.


White Hawks spillerne var bedst på isen i de første 20 minutter, hvor skudstatistikken også endte 15-6 i frederikshavnernes favør. Men hjemmeholdets sidste skanse i form af Stefan Ridderwal, tog sig godt af afslutningerne fra White Hawks spillerne. Trods overtaget til White Hawks endte første periode 0-0. Hjemmeholdet var endda tættest på en scoring, men afslutningen fra Rasmus Astrup prellede af på overliggeren.

Anden periode var kun halvandet minut gammel, da hjemmeholdet åbnede op for målene. Her lykkedes det for Matthias Asperup at give Rødovre en føring på en scoring i overtal. White Hawks spillerne kom sig dog hurtigt over hjemmeholdets føring, da Anthony Deluca udlignede blot halvandet minut senere, med assists fra Shoma Izumi og Gorm Topholt.

Et par overtalsmuligheder til begge mandskaber ændrede ikke stillingen. Et par udvisninger til først Mads Larsen og siden Mark Müller, gav hjemmeholdet en 5 mod 3 situation. Minuttet senere var Matthias Asperup igen på pletten med en scoring til 2-1. Efterfølgende lykkedes det endnu en gang for White Hawks at slå hurtigt tilbage. Blot 2 minutter senere tog Mark Hurtubise turen rundt om gæsternes mål, for til sidst at sætte pucken højt i målet til en udligning til 2-2. Kort efter var White Hawks endda tæt på at tage føringen, men Nick Olesen udnyttede ikke sin chance.

White Hawks startede tredje periode i overtal, hvor det ikke lykkedes at bringe sig foran. Perioden var længe en lige forestilling, mens White Hawks havde overtaget i slutningen af en målløs periode.

Den forlængede spilletid blev en kort affære. Efter blot 61 sekunders spil lykkedes det for Jens Henrik Tönjum at afgøre kampen til fordel for White Hawks, da han scorede fra kort afstand.

Vigtig sejr for Frederikshavn White Hawks, hvor man nu i 2 kampe har domineret første periode, uden scoringer. Når skarpheden har indfundet sig hos afslutterne, skal det nok blive ganske underholdende at se på. Spillerne har nu indtil fredag, at skyde kanonen ind. Her gæster Aalborg Pirates Scanel Hockey Arena.

Kampen i tal:
Rødovre Mighty Bulls – Frederikshavn White Hawks 2-3
(0-0)(2-2)(0-0)(0-1)

21:31 1-0 Matthias Asperup (Montgomery) PP2
22:56 1-1 Anthony Deluca (Izumi & Topholt)
34:34 2-1 Matthias Asperup (Montgomery & Astrup) PP2
36:51 2-2 Mark Hurtubise (Larsen & Eriksson)
61:01 2-3 Jens Henrik Tönjum (Hurtubise & Søndergaard)

Skudstatistik: 27-31 (6-15)(11-6)(9-9)(1-1)

Udvisninger:
Mighty Bulls: 7x2 min.
White Hawks: 8x2 min, 1x10 min (Müller)

Tilskuere: 724

Hoveddommere: Rasmus Toppel & Kenneth A. Larsen
Liniedommere: Jacques Riisom & Simon Møllgaard

 

Af Claus Aagaard