|
Kvartfinale 2: Rødovre Mighty Bulls - White Hawks
Frederikshavn White Hawks skal i morgen aften forsøge at udligne den 1-0 føring i kvartfinalen, som Rødovre Mighty Bulls fik i Frederikshavn i lørdags.
|
| ![]() |
Når spillerne går på isen til den anden kvartfinalekamp, gælder det om at glemme alt om både tidligere og kommende kampe. Der kræves 100 % koncentration til denne ene kamp, hvor der skal arbejdes stenhård i det defensive, hvor alle skal kæmpe for alle. - Endnu en gang gælder det om at undgå udvisningerne. Begge Rødovres scoringer i den første kamp i lørdags kom mens White Hawks var i undertal, det sidste mål dog også i et tomt White Hawks mål. Desuden skal vi heller ikke glemme at for mange udvisninger giver ekstra arbejde til de øvrige spillere, så i længden kan for mange udvisninger også være trættende for spillerne.
Hos White Hawks var der spillemæssigt ikke meget at sætte en finger på i den første kvartfinalekamp. Der imod var man langt fra skarpe nok i afslutningerne, ligesom powerplayet heller ikke gav ikke mål i lørdagens kamp. Når man ikke kan score på det antal chancer som White Hawks fik i lørdags, vinder man heller ingen kampe. Forhåbentligt får man rettet op på begge dele til i morgen.
Der har været sagt og skrevet meget om White Hawks point høst på udebane i denne sæson. Facts siger at Odense Bulldogs har fået 10 points, White Hawks har fået 11 points, Rungsted Cobras 12 points, Hvidovre Ligahockey 13 points og Rødovre Mighty Bulls har fået 17 points. Så forskellen mellem de nævnte hold på udebane er altså ikke så stor, som nogen vil gøre den til. - Sidste sæson fik White Hawks 17 points, hvilket var tredje dårligst. Alligevel vandt man en kvartfinalekamp i Rødovre og fik presset serien ud i 7 opgør. Sæsonen før fik White Hawks 18 points, det var endda i et grundspil med 45 kampe, så de 18 points blev opnået i 23 udekampe mod de nu 18 spillede kampe. Alligevel vandt White Hawks 2 kvartsfinalekampe i Rødovre, i en sæson hvor Rødovre vandt grundspillet og var næstbedste hjemmehold. - Med andre ord, man kan ikke bruge statistikkerne fra grundspillet til så meget, når det først går løs i play-off. Spillet er helt anderledes og det gælder kort og godt om at være klar og så give den 100%, lige indtil pucken er bag modstanderens målmand.
Forhåbentlig kan White Hawks vinde morgendagens kamp. Skulle det ende med et nederlag, er sæsonen langt fra ovre. Der kræves 4 sejre for at avancere til semifinalerne, vinder Rødovre i morgen har de altså kun 2 sejre! - Taber White Hawks i morgen, så bliver vejen til en semifinale selvfølgelig ikke lettere. Men vi skal stadig ”bare” sejre hjemme og hente en sejr i Rødovre. Så om sejren på udebane kommer i morgen, i kamp 4 eller i kamp 6 er underordnet. Hvis vi alle har troen på projektet, så lykkedes det også.
Seneste 3 kampe, Rødovre Mighty Bulls – Frederikshavn White Hawks:
06.03.10 Frederikshavn White Hawks – Rødovre Mighty Bulls 0-2
26.01.10 Frederikshavn White Hawks – Rødovre Mighty Bulls 4-3 (OT)
08.12.09 Frederikshavn White Hawks – Rødovre Mighty Bulls 4-2













