Hovedsponsorer:
Guldsponsorer:
Dato: 27.03.2017
Læst: 1785 gang(e)

Kravet er en sejr

Af Jesper Larsen

Puha. Det var ikke efter planen, at Esbjerg Energy skulle komme til Frederikshavn og vende op og ned på alle frederikshavneres forventninger om store resultater i år. Men det gjorde de, og det værste er næsten, at det også var fortjent. Frederikshavn White Hawks spillede langt fra sin bedste kamp, og Esbjerg Energy bragte sig altså søndag foran 2-1 og har nu erobret hjemmebanefordelen.

Tirsdag aften er det så tid til en herostratisk spændende og ret afgørende fjerde semifinalekamp i Granly Hockey Arena i Esbjerg. Esbjergenserne har forsøgt verbalt at lægge et pres på White Hawks ved at påstå, at høgene er favoritter. Den kan de så godt glemme nu. Energy har bragt sig i en position, hvor de pludselig står med de bedste kort. Men intet er ovre før den fede dame har sunget. Heldigvis. Vestjyderne er foran 2-1 i serien, men det er så tæt, som det kan blive. Det handler om – når alt kommer til alt – dagsform og hundrede gram held. En puck, der triller den rigtige vej. Den slags. Høgene tabte hjemme for første gang i dette års slutspil, men selvfølgelig har man en tyrkertro på, at de kan revanchere sig. Selv på en svær udebane. Og jeg vil lige igen gøre opmærksom på, at høgene har en ualmindelig god historik i Granly Hockey Arena. For pokker, hvor må den gerne blive endnu bedre.

Scanel Hockey Arena trak vejret tungt, da først Mathias Bau og siden Marcus Olsson i den anden periode af kampen i søndags forlod banen og gik i omklædningsrummet. Man frygtede, at de to ikke kom med mere. Men heldigvis var de begge at finde på banen igen i de sidste 20 minutter. Og de er med igen i morgen, hvor det ikke er vind eller forsvind, men så tæt på som det kan være. Det er meget sjældent, et hold vender tilbage efter at have været nede 1-3 i kampe, og så behøver man faktisk ikke understrege kampens vigtighed yderligere. I Granly Hockey Arena, hjemme i stuen, eller hvor du end befinder dig, så kryds alt, du har. Høgene skal simpelthen retur med en sejr. Den er ikke længere.