Dato: 12-04-10
Læst: 768 gang(e)

Kære fans


Sæsonen 2009/2010 er overstået, måske ikke lige med det vi forventede, nu da vi var kommet så langt. Men trods 6 nederlag i træk som afslutning, vil jeg alligevel betegne denne sæson som mere end vellykket. Og det skal ikke lyde som om jeg personligt er tilfreds med at vi tabte slaget om 3. pladsen, tværtimod, jeg er lige så skuffet som spillere og trænere. Men nu da den værste skuffelse har lagt sig, skal vores præstationer også sættes i perspektiv.

Vi startede denne sæson med af de yngste og mindst erfarne hold i ligaen. Samtidig bestod vores holdkort kun af 3 udlændinge (4 frem til slutningen af oktober). Vi havde sagt farvel til at række erfarne navne sammenlignet med forrige sæson, og der var mange kritiske røster omkring vores hold. Men det talent som holdet rummede blev kombineret med nogle danske spillere der ikke kun havde erfaringen, men endnu vigtigere, de havde hjertet det rette sted! Denne kombination resulterede i ligaens næstbedste hjemmebane, kun SønderjyskE var bedre end os, når vi snakker hjemmebane. Det resulterede også i en 3. plads i grundspillet og en samlet 4. plads i slutspillet. Havde vi før sæsonen fået det at vide, var placeringen blevet købt kontant uden betingelser.

Under lørdagens kamp i SCANEL Hockey Arena, oplevede jeg at de medrejsende Herning fans råbte ”Mogens Andersen, du er jo helt til grin”, det fik mig til at tænke på, om de virkelig mente at jeg var til grin fordi jeg står i spidsen for et hold som Frederikshavn White Hawks, et hold, som godt nok tabte kampen om bronzemedaljerne til Herning, men samtidig et hold som har gjort det over alt forventning og som virkelig har gjort mig stolt over det, de har leveret gennem hele sæsonen. Så kære Herning fans, fint nok I synes jeg er til grin, det lever jeg fint med, men I bliver nød til at tage hatten af for White Hawks holdet, spillere og trænere. De har igennem hele sæsonen vist mod og mandshjerte udover hvad vi alle kunne forvente!

I den forbindelse kan jeg vel lige nævne at hele 7 spillere repræsenterer Danmarks U18 landshold, som spiller VM i Herning fra i dag. Tror næppe der er et andet hold (White Hawks og FIK til sammen) der levere samme antal til et landshold! Det er flot og ishockeyen i Frederikshavn kan være stolt af dette, tror mange klubber kunne lære af den talentudvikling der findes i Frederikshavn!

Efter kampen i lørdags var der afslutningsfest i Frederikshavner Hallen. Personligt var jeg overordentlig glad for festen, synes det var den perfekte måde at slutte sæsonen af på, og forhåbentlig er det starten på en tradition, som vi kan glæde os til efter hver sæsons sidste kamp. Der skal lyde en stor tak for alle der var med. En speciel tak til Madkongen og Uffe Hansen, for det store arbejde som I påtog Jer i forbindelse med denne fest. Er glad for at I tog dette initiativ, og dejligt at se at I også føler, at I er en stor del af det herude. Der skal også lyde en stor tak til Nordjyske Bank, som ydede at sponsorat til festen, dejligt at I også involverer Jer. Selvfølgelig skal der også lyde en stor tak til alle der var involverede i festen! Jeg håber alle havde en sjov aften.

Vi går de store rygters tid i møde. Hvem skal spille hvor, klubskifter etc. Der skal ikke herske nogen tvivl, vi arbejder allerede stenhårdt på at få grundstammen på næste sæsons spillertrup på plads. Grundstammen kommer til at består af spillere fra den nuværende spillertrup. Om det lykkedes at få alle spillere på kontrakt bliver spændende at se. Vi arbejder i hvert fald på det, men vi kan også risikere at enkelte spillere vil prøve noget andet eller stiller økonomiske krav som vi ikke kan honorere. Vi har stort set alle vores unge talenter på plads, så på den front er vi rigtigt godt med, nu skal vi til at arbejde med erfaringen på holdet og se hvad vi kan finde ud af på den front.

Her til kampen i lørdags blev der delt brochure ud for et nyt initiativ til en fangruppe. Jeg håber alle vil tage godt imod dette initiativ. For jeg håber virkeligt, at vi til næste sæson kan se en ny fangruppe fra sæsonstart.

Der skal lyde en stor tak til alle tilskuere, sponsorer og alle interesserede i Frederikshavn White Hawks. Vi glæder os allerede til næste sæson.

Rigtig god sommerferie.

Med venlig hilsen
Elite Nord Frederikshavn A/S