Hovedsponsorer:
Guldsponsorer:
Dato: 25.03.2017
Læst: 1597 gang(e)

Høgene skal tilbage på sporet

Af Jesper Larsen

Nå, hvis man havde forestillet sig, at det blev nemt at slå Esbjerg Energy ud af årets Metal Liga-slutspil, så ved man nu, at det bliver det ikke. Hold da op, hvor kontrasterne er til at få øje på. Først leverer Frederikshavn White Hawks en pragtpræstation og vinder i opvisningsstil over Energys danske mestre i Scanel Hockey Arena. Derefter tager man til det vestjyske og agerer statister i en første periode, der meget gerne må få omgående plads i glemmebogen. Det stod hurtigt 0-3 efter en totalderoute, hvor nærmest intet fungerede, og Mario Simioni måtte tage keeper Thomas Lillie ud efter kun otte minutters spil. Og det hele var såmænd direkte på tv. Av. Og av. Det bedste man kan sige om kampen i Granly Hockey Arena er, at den heldigvis bliver afløst af ny søndag eftermiddag. Og så kan man retfærdigvis tilføje, at høgene kom bedre med i omtalte opgørs sidste to perioder, selv om det aldrig blev helt farligt, og nogen form for spænding fik man aldrig skabt.

Mario Simioni havde lavet et par rokeringer i går, og han gjorde det også undervejs. Det fremgik med al ønskelig tydelighed på tv-skærmen, at han ikke var tilfreds med sit hold. Luka Vidmar var igen placeret som back, og Steffen Frank var tilbage. Ingen af dem fik nævneværdig succes i går. Thomas Lillie lavede en brøler ved det første mål. Det ved han godt selv, og der er ingen grund til at vade mere rundt i det. Simioni reagerede prompte, da mål nummer to kom, og så var det ud med Lilllie og ind med Jon Lee-Olsen. Han klarede sig egentligt meget godt, Lee-Olsen. Målet til 3-0 kom kort efter, at han var kommet ind, men det kan man ikke laste ham for. Den sad for godt. Og resten af kampen var et shut-out for den udlånte Rødovre-keeper. Mon ikke dog, at Mario Simioni igen giver Lillie fortroligheden, når pucken smides til den tredje semifinalekamp. Man syntes, det virkede hårdt at tage Lillie ud, men hensigten var logisk nok. Simioni fik sendt et budskab til sit mandskab. Men Lillie har stået en blændende sæson, og han har et uomtvisteligt højt niveau.

I tirsdags var der 1700 og en slat til hockey i Frederikshavn. Efter mine begreber skuffende få og egentlig ikke til at fatte. Så meget topsport er der heller ikke i gamle Fresse. Til gengæld var der vildt gang i de tilskuere, der trods alt var dukket op. Ekstraordinær fed stemning, og det lagde helt sikkert et pres på Energy. Søndag eftermiddag skal der sættes vand over til noget af det samme, og selvfølgelig håber man på, at der kommer endnu flere. Også selv om tv sender kampen direkte.

Søndag eftermiddag præsenterer én af de mest interessante sportsgrene sig med én af de mest interessante kampe i lang tid. Kom nu af huse, I sløve fræs´havnere. Vi ses til topsport i Scanel Hockey Arena. Kampen spilles klokken 15.00, og dørene åbnes klokken 13.30.